0
Din Indkøbskurv
Bestil inden 23:59 for afhentning dagen efter

Om Bager-Riget

Bager-Riget Herning

Hos BAGER-RIGET bager vi efter de gamle dyder.
Vores brød er håndopslået og langtidshævet, hvilket giver et smagfuldt brød med en god holdbarhed. Derudover laver vi et stort udvalg af lækre kager.

Bager-Rigets slogan

Bager-Rigets slogan ”Her hersker de gamle traditioner” henviser til de håndværksmæssige dyder, som vi holder fast i for at sikre kvaliteten i brød og kager. Selv om vi benytter diverse maskiner i vores produktion, har alle vores brød og kager været i menneskehænder. Det gør en stor forskel!

Surdej benyttes i alle vores brød. Vi har fremstillet vores egen ”rugsur”, som bliver anvendt i de fleste hvedebrød. Denne kombination giver brødene en bedre smag, længere holdbarhed og en sprødere skorpe.

Alle vores brød bliver slået op i hånden, hvilket også har betydning for smagen i det færdige produkt.

Varmt brød hele morgenen

Mange af vores specialbrød bliver bagt i butikkens hærdeovn. En gammeldags ovn hvor man bager direkte på en stenplade. Den minder om de ovne, man bager pizzaer i, dog har vi også damp i vores hærdeovn.

Vores rundstykker bliver bagt af løbende hen over morgenen. Således kommer der varme rundstykker i butikken hver time, og på de travle dage flere gange i timen. Rundstykkerne udmærker sig især ved at have en fyldig smag, en tæt krumme og en sprød skorpe.

Vi tilstræber, at vores produkter så vidt muligt er lavet fra bunden af. På kagesiden er vi f.eks. stolte af vores hjemmelavede marmelader og vores hjemmelavede vandbakkelse.

Bagerforretningen på Gl. Landevej i Herning

Bagerforretningen

Bagerforretningen på Gl. Landevej i Herning har været drevet af Niels Henrik Laursen, siden han som 21-årig i 1988 købte Villy Schmidts Bageri.

Butikken var en del af den frivillige bagerkæde GuldBageren i næsten 25 år. I 2015 fandt Niels Henrik det nødvendigt at forlade kæden, hvorfor hans forretning skiftede navn til Bager-Riget.

I perioden 2013-2021 havde GuldBageren/Bager-Riget en filial i et supermarked i Vildbjerg, det nuværende Meny.

Et klassisk bageri

Med hjælp fra dygtige medarbejdere har Niels Henrik drevet og udviklet bagerforretningen, som i 1988 var et klassisk bageri, hvor bagermesterens bolig lå i samme bygning som bageriet og butikken. Dermed var der ikke langt på arbejde for mester, som til gengæld havde sit butikspersonale på besøg i boligens køkken, når der skulle holdes kaffepause.

I forbindelse med en større ombygning i 1999 flyttede Niels Henrik og familien væk fra bagerforretningen, så den tidligere bolig kunne inddrages, og der kunne indrettes butik der, hvor der tidligere havde været køkken og stue. Flytningen muliggjorde også, at der blev bedre plads til produktionen af brød og kager.

klassisk bageri i Herning
Historien om bager-riget i Herning

Født og opvokset i Herning

Niels Henrik Laursen er født og opvokset i Herning. Han blev i 1985 udlært bager fra Palæ Konditori og Bageri, som lå på hjørnet af Fonnesbechsgade, overfor Kongrescentret. Han har arbejdet som bagersvend ved Trianon og Overgaards Bageri, før han selv blev bagermester.

En af Niels Henriks døtre, Ida, har stået i lære som bager hos sin far og blev udlært i 2020. Siden da har hun været ansat i firmaet, hvor hun især tager del i produktionen af kager.